Noget om skilsmisse og totempæle

2017-10-10_15-51-58

Jeg blev skilt i 2009 og lad mig slå fast med det samme; det var ikke min beslutning!
Derfor var det også et hårdt slag, ikke kun for mig men også for vores to børn, familie og venner. For det gør helvedes ondt hele vejen rundt.
Jeg gik i chok, røg helt ned i kulkælderen, men jeg kom igen som en ny  og bedre udgave af mig selv, synes jeg.

Jeg kan skrive mange, mange sider om den proces, jeg var igennem, men jeg har valgt at lade det ligge og i stedet fokusere på de positive følgevirkninger.

Hvad gør man i situationen? Jeg ved ikke, hvad andre gør eller skal gøre, men jeg ved, at jeg handler. Uanset, hvor presset jeg end bliver og uanset om det er store eller små ting, så handler jeg.
Jeg er en handlingens kvinde og jeg er langt stærkere end jeg troede. Det har været en kæmpe lettelse at finde ud af.

Den første tid handlede jeg også, jeg svajede meget indimellem, men jeg væltede aldrig.
Jeg tror grundlæggende på, at alle mennesker har brug for en ”totempæl” (eller et ”helle”). Ikke kun ved store kriser som skilsmisse, arbejdsløshed og dødsfald f.eks., men også når der opstår noget uforudset. Det er vigtigt, at man har en totempæl, man lige kan læne sig op ad,  hvor man kan trække vejret, få luft, ro, tid til at tænke, et godt råd, et spark i røven eller hvad der er brug for i nuet. Totempælene er der, hvor jeg er 100% mig selv. Der, hvor jeg er blottet og sårbar. Facaden er enten bevidst lagt væk eller simpelthen krakeleret, kønt er det ikke, men det er balsam for sjælen.
Jeg har mere end én totempæl, og det kan jeg klart anbefale. Nogle ting har jeg f.eks. brug for at vende med min søster, andre med min mangeårige veninde, andre igen med en anden kær veninde.

Mine totempæle stod vagt omkring mig og var altid klar til at støtte mig, når jeg begyndte at svaje, tvivle, blev usikker osv. Af hjertet tak til jer.

Jeg har tænkt på, hvilket ord, der kan beskrive min krisehåndtering, og det er ENESTÅENDE.
Ikke enestående som positiv, lyserød, fantastisk, men det ENE at kunne blive STÅENDE uanset, hvor meget orkanen raser.

I 2009 tænkte jeg slet ikke så konstruktivt, men jeg tænkte helt utrolig meget over mit liv, min fremtid og i særdeleshed mine børn, som dengang var hhv 18 og 22 år. Selvom de var store, så mistede de jo også deres fundament, da familien blev opløst.
Jeg kom hurtigt frem til, at jeg kunne vælge imellem to roller: at lande i offerrollen eller forsøge at være rollemodel. Selvom alt ikke er lykkedes lige godt, så vil jeg tillade mig at være lykkelig for, at jeg landede i den sidste rolle.
Min relation til mine børn er om mulig endnu tættere og mere kærlig end den nogensinde har været. Det er en kliché, men vi rykkede virkelig sammen i bussen, da det gjaldt og vi har siden haft så vanvittig mange fede oplevelser, sjove byture, rejser, aktiviteter, gode snakke og meget andet, at jeg ikke ville have været det foruden. No matter what!
Det vidste jeg jo ikke dengang, men i virkeligheden blev mit liv i den grad beriget, også af mine skønne svigerbørn.

Mit mantra har altid været:

HUSK AT DREJE AF FRA HOVEDVEJEN ENGANG IMELLEM, FOR LIGE RUNDT OM HJØRNET LIGGER DET NYE EVENTYR MÅSKE OG VENTER PÅ DIG

Selvom jeg ikke selv valgte at blive skilt, så giver ovenstående mig bare så meget mening og jeg lever efter det hver dag 🙂

One thought on “Noget om skilsmisse og totempæle

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s