Decembertravlhed og gaver

2017-12-08_16-10-06

Jeg har travlt. Sådan rigtig december-travlt. Har I også? Det kulminerer altid i december, synes jeg. Der er ekstra fart på jobbet og i særdeleshed også i privaten. Salgstal der skal nås, julefrokoster, juletræsfældning, fødselsdage … Jeg prøver at huske på at være i nuet og også hygge mig, for det er jo hyggeligt langt det meste af det, men nogle gange kan det være svært at se skoven for bare træer.

Noget af det jeg nyder allermest ved december er gaveindkøb. Jeg er i forvejen – svært – glad for at shoppe til mig selv, men toppen er altså at købe til andre. Forventningen om hvad modtageren siger til påfundet er simpelthen noget af det fedeste. Derfor, og ret meget i kraft af mit job også, er jeg blevet lidt af en gavekoordinator i min familie. Og jeg kan lide det. Tænk sig også at få lov til at shoppe FOR andre TIL andre… 😀 Om end jeg godt kan miste overblikket en gang imellem. Det plejer dog ikke at være noget en note på telefonen ikke kan råde bod på.

I år har jeg begået flere gave-genistreger – uden at røbe for meget. Og jeg glæder mig sån’ til når juleroen lægger sig som en stor, blød, varm dyne over Danmark. Allerede om morgenen d. 24. december kan man mærke roen. Folk smiler og er glade. De er fint klædt på – i glitter, rød, bløde pelsjakker og flotte sko.

Jeg har egentlig ikke en favorit beskæftigelse d. 24. Det er kombinationen af det hele. Roen, maden, hyggen, gaverne. Og så nyder jeg virkelig at være færdig med uddannelse da jeg derfor ikke har en eller anden opgave hængende over hovedet. Bliss.

I dag har T og jeg ikke så forfærdeligt mange planer – i hvert fald ikke ude af hytten. Så nu vil vi lave lidt morgenmad, høre Mads og Monopolet og slappe lidt af.

God weekend! 🙂

Hvad har fodboldspillere og pædagoger tilfælles?

giphy

”De er ellers altid så kloge”.

Således sagde min petite, finurlige og vittige fysioterapeut til mig forleden. Jeg havde netop fortalt hende, at jeg tidligere har været i behandling for smerter i ryg, nakke, skuldre, hoved (you name it – alt over bæltestedet) hos en osteopat. Har I hørt om sådan en fætter før? Jeg havde ikke. Ikke desto mindre var det sådan én min læge beordrede mig til at besøge efter et meget lidt elegant uheld på en marmortrappe. Så det gjorde jeg. Min osteopat var fransk, glad for god vin og at lave lækker mad – og utroligt god til at løsne min sammenkrøllede krop op.

Nu er jeg så imidlertid rykket over til lidt forsigtig fysioterapi for at blive æltet, knækket og brækket. Jeg fortæller hende, at osteopat-manden ikke fortalte mig særligt meget om skadens og genoptræningens omfang hvorefter hun kvitterede med førstnævnte citat. Bare sådan. Tørt leveret dansk sarkasme.

Og så var det jeg begyndte at tænke. Er det universelt i alle brancher at man hater lidt på ”de andre”?

Jeg har en mørkeblå studenterhue, men har i hele min gymnasietid hørt at ”der er kun én rigtig farve, og den er rød”. Sorry, jeg synes blå er pænere. Fodboldspillere er nogle tudeprinsesser modsat håndboldspillere, som er hårdkogte, store og stærke. Og lærerstuderende synes ofte, at dem der læser til pædagog er nogle vattede, små nisser.

Er det bare sund konkurrence? Eller har vi lidt for travlt med hvad andre gør?

Egentlig tror jeg at vi gør det ubevidst. Rakker ned på andre for at hæve os selv. Men det er meget mere beundringsværdigt at fremhæve kvalitet. Og mennesker af god kvalitet er det bedste selskab.

Heeeep så er det weekend!

Passion: om at træde uden for kassen

Minimalist  interior design,green living room , 3d render

Passion. Et ord der oftere og oftere dukker op i mit hoved. Den er svær at sætte i bås, måle og veje, men ofte er man ikke i tvivl om hvordan den føles. Passion udspiller sig, for mig, i glæde og drivkraft. Den får mig til at gøre ting fordi jeg ikke kan lade være. I realiteten har alle vel en passion, det er bare ikke alle der har adgang til den. Frygten for ikke at passe ind eller at træde uden for den kasse som vi mennesker så gladelig putter os selv ind i, kan medføre at vi ikke accepterer, at vi er passioneret for et bestemt emne eller gøremål. Fordomme og konventioner, som jeg selv er med til at puste ild i vel og mærke, er den største hæmsko for at udleve sin passion.

Men passion kommer og går også. Jeg kan ikke være passioneret på kommando. Det er en proces og opstår af en kombination af mange forskellige ting. Det kan være tanken om guleroden for enden, om jeg synes noget er sjovt og tanken om at efterlade et aftryk.

For små to uger siden søsatte jeg, sammen med Tobias, vores passionsprojekt Kongstad Prints. Min kreative side har fået afløb i en række plakater, som vi sælger på vores hjemmeside www.kongstadprints.com

De adskiller sig lidt fra hinanden rent designmæssigt, men én grundlæggende tanke ligger bag dem alle: velgørenhed. Jeg er passioneret for at gøre en forskel. For hver solgt plakat donerer vi nemlig 20kr. til en pågældende velgørenhedsorganisation som kan gøre en reel forskel for bl.a. kræftramte, hjemløse og psykisk syge. Motiverne symboliserer gaven ved at give videre – og vi kan alle sammen være med til at give.

Med det her projekt træder jeg uden for den kasse jeg har sat mig selv i.

Jeg håber I kan lide plakaterne og håber I har lyst til at følge med på vores Instagram og Facebook også, hvor man kan få et indblik i inspirationen bag hvert enkelt design. https://www.instagram.com/kongstadprints/
https://www.facebook.com/kongstadprints/

Hvad er I passionerede omkring? 🙂

Blue-Wall-street-of-champs-kongstad-prints (1)

Interior with wooden side table and armchair 3d rendering

Bliver man nogensinde voksen?

voksen

Denne søndag har jeg brugt på at fundere over begrebet “at være voksen”. Findes det overhovedet? Bliver man det nogensinde? Og hvad vil det egentlig sige?

Da jeg var yngre var jeg overbevist om at man fra den ene dag til den anden blev voksen. At man en dag vågnede op og kunne mærke at man var blevet anderledes – voksen. Ens tanker ville afspejle det fra en voksen og man ville agere anderledes.

Det er ikke sket endnu og jeg begynder at tvivle på, at det kommer til at ske. Forleden spurgte jeg min svigerinde og storebror, som for et halvt år siden blev forældre til min uomtvisteligt begavede og lækre niece, om de følte sig voksne nu hvor de reelt set har gjort noget ret voksent – udvidet familien og dermed påtaget sig det ultimative ansvar. Deres svar var såre simpelt: ”Nej”. Det får mig til at tænke, at der måske ikke findes ”voksenhed”. Read More »

Tirsdagstanker om tid

2017-10-23_20-50-02

Mine tirsdagstanker, som er beskrevet nedenfor, vil med nøjagtighed kunne beskrives som værende ”forvirrende” og ”funderende”. Læs selv

Clara Sofie sagde i 2011 at hun ”vil elske, når tiden går baglæns” (kan I huske den sang?). Det er lang tid siden og det samme er følelsen af nok tid. Jeg ville også elske at tiden ville gå baglæns – bare en gang imellem. Det er dog ikke de samme kvaler, som ligger til grund for mit ønske. (Clara Sofies handler vist om tabt kærlighed). Jeg har bare så meget jeg gerne vil nå.

Da jeg var lille føltes de treogtyve dage til d. 24. december uendeligt lange. Sidste år nåede jeg ikke engang at pynte op før december var væk. Enden på sommerferier frygtede jeg aldrig, da jeg var lille, fordi jeg ganske enkelt ikke kunne se den. Altså enden. Nu når jeg dårligt at sætte mig i flysædet på vej til varmere himmelstrøg før ærgrelsen over det sidste ”skål og vi ses du skønne livsbekræftende og smukke land” har lydt.

Tiden syntes mere og mere knap – hvordan skal jeg nogensinde nå at forfølge alle de ønsker, drømme og mål jeg har sat mig?Read More »

Biografer, lyde og ildebrand

tumblr_nkc2ih1QB61qhp92fo3_500

Jeg har et had-kærligheds forhold til biografer.

 

På den ene side er der ikke noget hyggeligere end at sidde i mørket og blive opslugt af det der foregår på den store, brede skærm. Den høje lyd der pumper ud af højtalerne. De saltede popcorn. Den brusende og forfriskende sodavand. Den, ofte, medrivende historie der udspiller sig for øjnene af mig.

 

På den anden side så sidder der bare altid en person (bedre kendt som ”en klaphat”) enten ved siden af eller bagved mig som ikke kan kontrollere deres lydniveau. Jeg snakker i særdeleshed om typen, der tygger popcorn med åben mund. Typen, der snapper under filmen. Eller venindeparret som ikke har set hinanden i et stykke tid og derfor lige skal vende verdenssituationen.Read More »

Taknemmelighed og brokkehoveder

thank you-crop

Som jeg sidder her i min (kærestes, bevares) ekstremt bløde badekåbe kommer jeg til at tænke på taknemmelighed.

Mit lys bliver en gang imellem pustet ud. Jeg kan miste modet ved kvælende negativitet; i verden, på jobbet, i Brugsen. Men med ét kan mit lys blive genoplivet af et andet menneske. Et smil fra en fremmed, et kram fra en kær.

Det er lettere at brokke sig og være fejlfinder end det modsatte. Sådan er de fleste mennesker indrettet. Read More »